Nytårsaften
Nytårsaften
Nogle hunde udvikler angst for fyrværkeri.
Lydene kommer uden forvarsel, er uforudsigelige og derfor
ubehagelige. Udover lyd er der også lysglimt mm. Der findes hunde,
som reagerer på lydene, andre hunde reagerer på lysglimtene, mens
andre igen reagerer på hele situationen.
Reaktionerne på fyrværkeri kan strække sig fra ganske let
påvirkning, hvor hunden trykker sig lidt og søger tæt hen til
ejeren, til direkte angst hvor hunden går i panik, og gør alt for
at komme væk fra situationen.
Angst for fyrværkeri strækker sig ofte tidsmæssigt over længere
tid, idet fyrværkeriet ikke er begrænset til nytårsaften alene, men
ofte starter flere uger i forvejen.
Hvorfor er det vigtigt at forebygge angsten?
Ofte bliver hundens reaktion værre for
hvert år. Typisk vil en hvalp ikke reagere særlig meget på
fyrværkeriet og man tænker derfor ikke nærmere over det før næste
år, hvor hunden kan reagere voldsomt. Desuden kan angsten føres
over på andre lyde, f.eks. tordenvejr, larmende biler m.m. På den
måde kan lydangsten komme til at spille en stor rolle i hverdagen
og påvirke hundens livskvalitet.
Symptomer på angst
• Rysten
• Savlen
• Uro
• Hunden gemmer sig under f.eks. sengen
• Hunden forsøger at flygte
• Vokalisering (hylen, piben)
• Urenlighed
Behandling
Allerførst er det vigtigt at gøre sig
klart, at behandlingen af angst for fyrværkeri ikke kan klares let,
men kræver indsats og træning. Der skal tages hensyn til den
enkelte hund idet dennes reaktionsmønster først skal kortlægges.
Der er flere forskellige behandlingsmetoder, og i de fleste
tilfælde er en kombination af to eller flere af disse den bedste
metode til at afhjælpe problemet.
Desensibilisering
Medicinsk behandling
Hvis hunden kun udviser angst selve nytårsaften,
er det muligt at behandle hunden med angstdæmpende og beroligende
medicin, så den i mindre grad påvirkes af larmen. Hvis hunden
udviser angstadfærd over en længere periode, altså også i dagene op
til nytårsaften, er denne løsning hverken tilstrækkelig eller
hensigtsmæssig for hunden.
Præparaterne er alle receptpligtige. Man bør ikke give sin hund
medicin der er beregnet til mennesker.
Desensibilisering er en langsom tilvænning til de lyde og den
larm der forårsager angsten. Desensibilisering er en langvarig
proces, og man skal regne med i hvert fald tre måneders
træning.
CD med optagelser af nytårsfyrværkeri bla. Der startes med lav
lydstyrke og denne øges efterhånden som hunden tilvænnes
lyden.
Fyrværkeri affyres i meget lang afstand fra hunden som afledes med
en for den hyggelig beskæftigelse. Man rykker gradvis tættere på
når hunden ikke påvirkes af lydene. Udviser hunden angst, er man
gået for hurtigt frem og man skal rykke fyrværkeriet længere væk
fra hunden og gå lidt langsommere frem i træningen.
Desensibilisering bruges også når man skal undgå at ens hvalp, som
aldrig har oplevet en nytårsaften, skal blive angst.
D.A.P.
D.A.P (Dog Appeasing Pheromone) er et signalstof
som en tæve udskiller fra huden mellem mælkekirtlerne fra de første
dage efter fødslen af hvalpene. Duftstoffet knytter hvalpene til
moderen og får dem til at føle sig trygge. For voksne hunde kan
D.A.P hjælpe dem til at føle sig mere tryg og rolig i vante og
uvante situationer og altså også nytårsaften. D.A.P fås både i form
af en diffuser til stikkontakten i hjemmet, som spray og også som
halsbånd. Halsbåndet er løsningen så snart hunden skal uden for
hjemmet. Det er vigtigt at starte med at anvende D.A.P i god tid,
en diffuser skal installeres i hjemmet min. 3 uger før nytårsaften.
Det er ofte nødvendigt og mest hensigtsmæssigt at kombinere D.A.P.
med desensibilisering.
Zylkène
Zylkène er et fodertilskud som indeholder
peptidet Alpha-casozepin som kan have en beroligende og afslappende
effekt på hunde og katte. Zylkène kan ligesom D.A.P. anvendes i
uvante situationer og derfor med fordel nytårsaften, gerne sammen
med D.A.P.
Før nytårsaften:
• Kontakt dyrlægen i god tid hvis hunden
bliver meget bange ved affyring af fyrværkeri
• Kontakt en hundepension el. lign. ude på landet, hvis du
ønsker at skåne hunden for fyrværkeriet
Gode råd til et hundevenligt nytår:
I dagene før nytårsaften:
• Hold altid hunden i line når I
færdes uden for hjemmet. Hunden kan blive forskrækket og flygte,
hvis den overraskes af fyrværkeri
På selve dagen:
• Sørg for at motionere og
aktivere hunden grundigt tidligt på dagen. Det vil hjælpe hunden
til af slappe af senere på aftenen.
• Sørg for at holde hunden i line på luftturen, et højt brag
kan gøre hunden så forskrækket, at den løber bort.
• Hold også hunde, der ikke er bange for fyrværkeri, i line.
De kan nemlig finde på at løbe mod lyden og synet af raketter og
forsøge at fange det.
• Straf eller ynk ikke hunden, hvis den viser utryghed ved
fyrværkeri. Forsøg i stedet at aflede hundens opmærksomhed med
noget den holder af: leg, mad, kontakt m.m.
• Hvis hunden er utryg og gemmer sig, eksempelvis under
sofaen, så lad den være dér. Forsøg ikke at trække den frem fra
dens gemmested.
• Giv kun hunden medicin ifølge aftale med dyrlægen. Giv
aldrig hunde medicin ordineret til mennesker.
• Træk gardinerne for så hunden ikke ser de kraftige lysglimt
- hunden kan forbinde lysglimtene med den ubehagelige lyd, og det
kan gøre den mere utryg.
• Tænd for musikken. Hvis man lader musikken spille i et
tilpas højt leje, kan det dække over fyrværkerilydene.
• Lad ikke hunden være alene. Sørg for at den har selskab og
at den er optaget af noget interessant, som f.eks. et kødben, søgen
efter godbidder eller lidt nyt legetøj.
• Forsøg ALDRIG at vise hunden, "at fyrværkeri ikke er
farligt", ved at tage hunden hen til fyrværkeriet. Hunden forstår
det ikke, og oplevelsen kan forrette mere skade end gavn
1. januar
• Vær opmærksom på, at der fortsat affyres
raketter m.m. flere steder - HUSK linen på hunden!
• Pas på glasskår!
• Pas på raketaffald, det kan give opkast og mavepine, hvis
de bliver indtaget
Hvad med kattene?
Katte bryder sig ofte heller ikke om lydene fra
nytårsfyrværkeriet. Typisk er kattes reaktion noget mere afdæmpet
end hundenes og de foretrækker at gemme sig indtil balladen er
overstået. Derfor lægger mange ejere heller ikke mærke til om deres
kat har haft en ubehagelig nytårsaften.
For at hjælpe katten kan man dog gøre mange forskellige ting,
blandt andet kan man sætte en Feliway diffusor op. Feliway er
ligesom hundenes D.A.P et feromon som har en tryghedsskabende
effekt på katte. Zylkène anbefales også til katte og gerne sammen
med Feliway.
Derudover bør man sørge for følgende:
• Giv katten et trygt gemmested
indenfor
• Sørg for fred og ro i hjemmet
• Hold katten indenfor nytårsaften og luk kattelem og vinduer
- katte stikker af som panikreaktion
• Husk kattebakke indenfor!
• Katte som er ude nytårsaften søger ofte tilflugt i skure og
lign. så tjek disse når nytårsaften er overstået